|
Kelterne tilhørte den indoeuropæiske eller ariske race og var sandsynligvis den første folkestamme som omkring 2500 f .Kr. brød op fra indoeuropæernes urhjem ved sydvest- skråningerne af det asiatiske højland.
Mellem år 700 og 600 f .Kr. foregik der store keltiske folkevandringer fra øst indover det europæiske fastland. 
I de følgende århundreder fortsatte vandringerne mod England, Irland, Spanien og Italien.
Druiderne var kelternes præster, lærere og læger. Overleveringerne fortæller at de kunne føre deres slægt tilbage til Noah og at de var monoteister. Druiderne havde stor magt over folket til trods for at de ikke bar våben. Magten tilegnede de sig gennem kundskaber på en række områder. Disse kundskaber blev overført mundtligt til eleverne gennem mangeårige læreperioder. Intet blev skrevet ned. Derfor har der til alle tider været megen mystik knyttet til druidernes historie.
Omkring år 300 f .Kr. stod kelterne på højden af deres magt da de erobrede Rom under det som romerne kaldte "den galliske forfærdelse". Romerne brugte nemlig betegnelsen gallere om kelterne. Under de to følgende århundreder blev kelterne slået tilbage, først af kartagerne i Spanien og senere af romerne som gradvist udvidede sit herredømme indtil også det meste af Britannia var nedkæmpet.
Som nævnt ovenfor har vi ingen sikre kilder om druiderne fra de ældste tider fordi deres kundskaber blev ført videre mundtligt. De ældste skriftlige beretninger går tilbage til ca. 200 år f.Kr.
Hovedkilden til vor kundskab om druiderne, er Julius Cæsars historiske værk fra romernes felttog i Gallia (58- 52 f .Kr.). Det vi ved derfra er at druiderne blev betragtet som en mellemting mellem guddommen og menneskene, og at folk anså dem for at have magiske kræfter.
De tolkede guds vilje og de havde kundskab om lægemidler.
De var fritaget for krigstjeneste og for at betale skatter, og de var i kraft af deres position dommere i retssager. Druiderne troede på sjælens udødelighed, og de lærte at sjælen gennemgår tre udviklingstrin:
- Den laveste kreds.
- Lyksalighedens kreds.
- Det uendeliges kreds.
Mennesket skulle gennem modgang, lidelse og sorg besejre sin onde natur og vinde herredømmet over sig selv. Når dette var opnået, kom man over i den anden kreds, lyksalighedens kreds, for til slut at skulle nå det uendeliges kreds.
|
